Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Romanen Processen og den villige Josef K.             

 Franz Kafka lader en gejstlig  fortælle  Foran Loven inde i romanen Processen. At det er en præst i domkirken giver forventning om, at fortællingen skal forstås som en lignelse. Kafka vælger at lægge ordene i munden på en præst. Lignelser som genre har noget omklamrende ved sig, idet denne fortællemåde medregner, at tilhøreren er motiveret for at sætte sin egen person ind i rollen som fortællingens subjekt. En tilhører, der vægrer sig ved at gøre det dømmes som vrangvillig.    Josef K bliver under dette sælsomme møde bragt i en situation, hvor han bliver frarøvet evnen til at tænke abstrakt og derfor lader sig drive ud i en håbløs forsvarsposition. Han giver endda slip på den kulturelle viden, som han har bragt med sig ind i kirken, som skulle give ham muligheden for at holde sig neutralt iagttagende og agere som en guide for den udenlandske gæst.  

 Josef K  er meget nervøs og pligtopfyldende, han har fået til opgave af sin chef at  vise en italiensk forretningsmand rundt i byen.  Hans interesse for kunst og arkitektur har bevirket, at han blev anset for at være særligt udvalgt og egnet til dette job. Den italienske forretningsforbindelse dukker aldrig op. Imidlertid kommer Josef K alene ind i byens domkirke,  hvor mørket er så dominerende, at han har svært ved at orientere sig. En præst dukker opud af mørket, udstyrer ham med en lampe og fører ham rundt.  Præsten beordrer ham til at aflægge sig den tillærte viden om europæisk kultur og religion. "Hvad er det du holder i hånden? Er det en bønnebog?"  "Nej," svarede K., "det er et album over byens seværdigheder."  "Læg det fra dig," sagde præsten. K. kastede det så heftigt væk, at det blev slået op og med krøllede blade rutschede et stykke hen ad gulvet." ( da. udg. s. 225-226)
     Uden formildende overgang fortæller præsten,  at hans proces står dårligt. K svarer, at han ikke er skyldig..."Hvordan kan et menneske overhovedet være skyldigt. Vi er da alle sammen mennesker her, den ene med den anden". "Det er rigtigt" sagde præsten, "men sådan plejer de skyldige at tale" (da. udg. s. 226)

Ved en overfladisk betragtning kan det se ud, som om Kafka nu er blevet frelst af Kirken, idet han lader fortællingen Foran Loven blive fortalt  af denne præst. Men det hænger ikke sammen. Præsten er samtidigt en af dommerne i processen. Josef K tror sig forstået og siger til præsten "Jeg har større tillid til dig end til nogen som helst af dem, så mange jeg ellers allerede kender." (da. udg. s. 228) Her er en parallel til den blinde tillid Manden fra landet nærer til dørvogteren i fortællingen Foran Loven.
    Præsten irettesætter nu K: "Du tager fejl af retten.[.. ] I de indledende skrifter om loven hedder det om denne fejltagelse:"   Her følger så selve fortællingen Foran Loven.