Sederaften i Dansk Israelsk Selskab for Fyn                                                             DISF_2015.doc   

af: Elias Ole Tetens Lund 

Teksterne bygger på traditioner fra Kibbutz Dan og Kibbutz Sfayim 
(sanghæfter og mundtlig overlevering fra Moses Givoni og Abraham Edut)  _
og på den danske Haggadah og den danske Siddur

Forberedelser:

Sederfadet med dets symbolske spiselige genstande
3 stk. matzot lagt ind i et dækken specielt til Sederfesten.

Vinglassene. 4 glas til hver kuvert - det kan vi ikke klare i aften, men der
står 4 glas rundt ved tilfældige pladser. De, der sidder der må repræsentere
os alle, når de enkelte glas skal tømmes.    
1 særligt glas til profeten Eliah - ingen uden Eliah må drikke af det.

Håbets stol med tallerken og vinglas til en flygtning

 

Vinterens afslutning og forårets komme  - efeublade på borddugen

Sang 1: Pana ha'geshem

 

Sang 2: Aviv, Aviv
 

Højsangen læses i synagogen 

Shir Ha'shirim

 
Hvad betyder Pesach? Pesach er "forbigang" og det hentyder til fortællingen i 2. Mose Bog om hvordan israelitterne i Ægypten skulle sikre sig at dødsengelen gik forbi deres døre da den tiende plage ramte Ægyptens folk. Den begivenhed fandt jo sted umiddelbart forud for udvandringen fra slaveriet, fra jernsmelteovnen Ægypten, hjemstedet for lidelse og trolddom.

Mitzvah : "Det er en pligt" - Det er den egentlige betydning af sederfesten - at fortælle om udvandringen fra Ægypten. Men det er ikke noget, man kan gøre uden at have forberedt sig grundigt.  Man går ikke bare i synagogen og så hjem bag efter for at tænde for TV.   Huset skal gøres rent, der skal fjernes rester af de fødevarer som man spiser til daglig. Gryder og potter og pander, tallerkener og bestik fra dagligdagen skal pakkes væk og særligt udstyr bringes frem, der skal bruges til madlavning og måltider i alle de 8 dage Pesach varer. Det er den ortodokse måde at gøre det på. Hvordan jøder i hele verden faktisk gør er sikkert meget forskelligt. Men fælles er man om at det er en særlig fest, som skal forberedes godt.

 

Ordet seder betyder orden. Aftenen foregår i familien.
Man sidder rundt om bordet i en bestemt orden, godt tilbagelænede sidder alle og deltager i festen.  Der skal vises symbolske ting frem og forklares, der skal spises og synges og læses højt. 

Fælles for alle familier er Haggada for Pesach, som læses på denne aften hos jøderne i alle lande. Den rigtige aften er d. 14. i måneden Nisan, ved fuldmåne. Det er d. 4. april i 2015.
Haggada'en rummer bl. a. fortællingen om udvandringen fra Ægypten. 
Det hele varer så længe, at børnene bliver urolige og må have små opgaver undervejs - alligevel kan det hænde at de yngste falder i søvn.

 

1.

[Lysene tændes og en velsignelse fremsiges:]
 
 Baruch attah Adonai Elohenu
asher kid'shanu ba'mitzvotav  ve'tsivanu
le'hadlik ner shel chag Pesach.		 Velsignet være du evige, vor Gud, verdens konge,
som har helliget os ved sine bud og har påbudt os
at tænde lysene for pesachfesten.

 

Og den særlige velsignelse ved glædelige begivenheder: 

 
Baruch attah Adonai Elohenu  melech ha'olam, she'heche'yanu  ve'kiymanu 
ve'higi'anu laz'man ha'zeh.  		Velsignet være du evige, vor Gud, verdens konge,
for Du har holdt os i live, opretholdt os,
og har gjort os i stand til at nå frem til denne tid.

 

Der skænkes vin op i det første glas. Ingen skænker vin for sig selv.
Symbolsk viser det at hver enkelt deltager i festen ikke længere er slave.


Der er nu bundet en "sløjfe" mellem israelitternes første og sidste
fælles måltid i Ægypten: Det første skete dér, hvor Josef afslører sig for sine

brødre, og han fortæller dem, at de ikke skal være bange for, at han skal hævne
sig på dem for hvad de havde gjort, men at der var en mening med det hele:

At han var blevet sendt forud af Gud for at redde liv.

Det sidste måltid er på aftenen umiddelbart før israelitterne skal vandre ud

af slaveriets hus og ud i friheden.

 

Det første glas vin drikkes.

 

2.

[Lederen af sederfesten,  løfter sederfadet og siger:]
 

 "Dette er elendighedens brød som vore fædre spiste i Ægyptens land; enhver der sulten kom og spis, enhver der har behov for det, kom og deltag i pesachfesten. Nu her, til næste år i Israels Land, nu ufrie, til næste år frie mænd."
 
      

* Sederfadet  [vises og symbolerne forklares]
 

Maror  er  de bitre urter peberrod og rødbeder 
    til minde om forbitringen af livet for israelitterne

Karpas er radiser og persille   
   disse grøntsager symboliserer foråret.
Charoset er mørtel  og ler

    til minde om arbejdet med mursten til Farao

Beitzah er et æg, der er brændt over ilden

    til minde om festofferet

Zeroah er en knogle

    som symboliserer Guds stærke arm, da israelitterne blev ført ud af Ægypten
Matzah  er det usyrede brød,
    som skal minde om, at opbruddet fra Ægypten skete så hastigt,
    at den medbragte brøddej ikke nåede at hæve.

 

3.       Oplæser fra salen

Hvorfor var det så forfærdeligt for israelitterne at være i Ægypten? De var kommet til Ægypten under en hungersnød, og de blev inviteret til at bo der som tak for de tjenester Josef havde udført for Farao under hungersnøden. Den gamle Farao døde, og den nye vidste ikke noget om Josef og hans slægt. Da israelitterne fik mange børn, blev den nye Farao bange for at de skulle blive stærkere end ægypterne. Derfor beordrede han, at alle israelitternes nyfødte drenge skulle slås ihjel. Folket skulle gøre slavearbejde og behandles hårdt. Men de hebraiske jordemødre frygtede Gud, og de gjorde ikke, hvad Ægyptens konge havde sagt til dem, men de lod drengene leve.
Moses egen mor, Jokheved, viste sig dristig. Hun lagde sin søn i en kurv, og satte den ud mellem sivene i Nilen, hvor en prinsesse fra paladset fandt ham. Jokheved skjulte sin identitet og blev ansat som amme for sin egen søn.  Drengen fik et ægyptisk navn, Moses, der betyder, at han blev draget op af vandet. 

 

   Nu må jeg gøre en ting klart: Moses nævnes næsten ikke i Haggada'en. Det er jo besynderligt, da han jo er en central person i Bibelens beretning om udvandringen fra Ægypten. Hvorfor bliver han "glemt"? I en artikel i Kristeligt Dagblad skriver Jonathan Harmat: "Svaret på Moses’ fravær kan ... være, at Jesus i den kristne fortolkning er mellemled for forløsning og syndsforladelse. Da jøderne ville tage afstand fra kristendommen, og ikke ønskede at Moses skulle repræsentere et menneskeligt mellemled, blev fokus flyttet til Gud." (kilde)
Alligevel vil jeg fortælle sider af Moses' historie med  to følgende tekster:

 

4.      Oplæser fra salen

Moses voksede jo op i paladset og vidste ikke, hvad det ville sige for israelitterne, at de skulle gøre slavearbejde. Men han fik ved selvsyn blik for deres ydmygelse. Det er et tankevækkende billede af en voksende bevidsthed om identitet og et personligt fællesskab med de undertrykte hebraiske slaver, som vi får gennem Moses historie.
Den bibelske fortælling kaster dog også skygger ind over billedet af Moses. Han var ikke et overmenneske. Han havde de menneskelige fejl som vi  kender fra os selv: utålmodighed,  vrede,  irritabilitet og selvrådighed,  men også usikkerhed. Da han blev vidne til, at en slavevogter slog en israelit, blev han vred og slog ægypteren ihjel.

 

5.       Oplæser fra salen

Den vrede Moses er blevet taget i forsvar i en Midrash - en fortolkning i den talmudiske litteratur: Før han slog slavevogteren ihjel, så han først til højre og venstre, ikke fordi han ville sikre sig at ingen så det, men fordi han først ville se efter, om der dog ikke var én blandt hans landsmænd, der kunne tage sig sammen til at forsvare sin  frænde. Der var ingen. Hebræerne var gennem 400 år blevet  vænnet til slaveriet, så de intet turde gøre. Moses tog en beslutning og slog den ægyptiske plageånd ihjel. Hvor ingen andre tør gribe ind overfor uretten skal du som Moses handle som et menneskeligt væsen. Sådan kommenterede rabbinerne den meget korte tekst i 2. Mosebog.  Han blev endog angivet af sine egne som den skyldige og han måtte flygte ud i ørkenen. Her blev han hyrde hos præsten i Midjan, Jitro, der senere blev hans svigerfar og rådgiver. Gud viste sig for ham i en brændende tornebusk, og Moses fik at vide, at han skulle føre folket ud af Ægypten, fra slaveriet til friheden.

Da Gud sagde, at han skulle gå op til Farao og forlange, at israelitterne skulle forlade Ægypten,  forsøgte Moses uden held at slippe for jobbet. Det blev så hans broder Aron, der skulle føre ordet over for Farao.

 

 

6.

Det andet glas fyldes med vin og drikkes

*Nu begynder en vekselsang. Det er de fire spørgsmål.
Det yngste barn skal synge: "Hvorfor er denne aften anderledes end alle andre aftener?"

Og alle tilstedeværende skal synge svaret.                           

Sangen indeholder 4 ting med stor symbolsk kraft: de vigtigste er det usyrede brød og de bitre urter.
De er kendetegnene for det hastige opbrud fra Ægypten.

Sang 3: Ma Nishtana halaylah hazeh ...  (Dansk Haggadah s. 6)
 

7.

Der åbnes for matzot, idet dækkenet bøjes til side, så et brød bliver synligt.

Sangen "Vi var slaver for Farao i Ægypten"... (Dansk Haggadah s. 7)

Sang 4 : Avadim Hajinu

 


Selv hvis vi havde hørt historien tusind gange før ville det være en pligt for os at fortælle om udgangen fra Ægypten.

- va.afilu kulanu jode.im et ha.torah  mitswa olenu lesaper bi tsiat Mitsraim -  (Dansk Haggadah s. 7)

 

8.       Oplæser fra salen

Haggada betyder beretning. Ordet bygger på en grundstamme af konsonanter Gimel - Yud - Dalet. Det betyder også sene, altså de sener som hænger fast i musklerne og trækker i vore lemmer. Ordet har også betydningen at opdrage - det er når børnene trækkes hen til kundskaben . I Haggadah findes på dette sted en historie om fire børn. Igen er fire-tallet betydningsfuldt på denne aften. Det ene barn har visdom, det andet er ugudeligt, det tredje er barnligt og fromt og det fjerde barn forstår ikke at spørge. Det er nu op til forældrene at give de rigtige svar til hvert af børnene. Det er ikke så svært at give et ordentligt svar til det kloge barn. Det får blot ny viden som svar. Det ugudelige barn spørger på en sådan måde, at han ikke mener, at det der er fælles for de andre også drejer sig om ham - så må man lukke munden på ham og svare, at det vi gør denne aften er på grund af det som Herren har gjort for mig, da jeg drog ud af Ægypten - for mig, men ikke for ham. Den barnlige blandt børnene får den korte forklaring  som er en remse, der skal læres. Men det barn, der ikke forstår at spørge, skal have det hele forklaret stykke for stykke, og han vil kun kunne forstå fortællingen når den fremsiges netop på denne dag, hvor matzahbrødet og maror - de bitre urter - ligger på bordet foran ham. 

 

9.       Oplæser fra salen

Slaveri kan være fysisk slaveri, det kendes også i verden i dag, men også åndeligt slaveri og social nedværdigelse - alt sammen forhindrer mennesker i at være frie og værdige. Også uden for højtiden påhviler det enhver at arbejde for at ufrihed og nedværdigelse fjernes. Fire gange forklares det i Torah’en, at israelitterne skal behandle de fremmede godt, fordi vi selv var fremmede i Ægypten. Det er en af de profetiske læresætninger i jødedommen som er grundlæggende.

 

10.

Pesach drejer sig om at den enkelte må kæmpe mod ufriheden, men det er ikke blot noget om den personlige frihed. Vi må også stille krav til myndighederne i vores eget land om at behandle forsvarsløse folk ordentligt: i Danmark irakiske flygtninge, der ikke kan vende hjem.
 I Israel handler det om mænd, kvinder og børn, jøder såvel som arabere, der lever i fattigdom og arbejdsløshed.

 

11.

Håbets stol står der henne. Det er en ekstra stol ved sederbordet med en tallerken og et stykke matza. Denne stol venter på at der kommer en flygtning og banker på. Det kan være en der flygter fra forfølgelse i et land i verden i dag.  Det gør livet bittert. 

 

12.

De 4 bægre med vin på en lille kasse dækket med en hvid dug er her.

4-tallet er et symbol, der dukker op flere gange under sederfesten.
4 gange lover Gud noget over for folket:

13.

Det 5te bæger vin er Eliasbægeret - Eliah er budbringer om den kommende tids Messias og han kan svare på alle spørgsmål. I sedernatten åbner vi døren for profeten Eliah og dette bæger står og venter på ham. Børn: hold godt øje med dette bæger. Elias er usynlig, men kan godt nippe af bægeret. Hvis han ikke kommer i år, så må I have tålmodighed til næste år.

Sang 11: Eliahu ha.navi

 

 

 

14.

Den jødiske tradition forbinder Elias med mange forskellige legender som alle går ud på en ting: Elias er budbringer for en tid med fuldkommen frihed , en tid, hvor slaveri og undertrykkelse ikke længere findes. Han bringer føde til de sultne og hjælper de nødlidende. Men han kommer kun, hvis vi bereder vejen for ham, når vi har skabt en verden hvor ingen nation vil bruge våben mod en anden. Der er krige rundt i verden. I Irak, i Afrika og vi har sidste sommer været vidne til en krig i Israel og Libanon.  Lad os alligevel fylde vin i det tredje glas og drikke for profeten Elias.

Sang 11: Eliyahu ha.navi

 

[14]        Oplæser fra salen

Bent Melchior har denne kommentar til skikken:
- "Den stærke overbevisning om, at frihed ikke er noget, som man kan gå på kompromis med, har fulgt jøderne gennem tiderne. Hvor diktatur og dertil knyttet tyranni har rådet, dér har jøder været blandt de første til at gøre modstand. De har aldrig tvivlet på, at frihedens idé ville sejre. Det er så yderligere blevet bekræftet ved et af højdepunkterne i Sederaftenens ceremoni. Jeg tænker på det tidspunkt, hvor en af deltagerne bliver sendt ud til hoveddøren for at se, om profeten Elias venter udenfor.
Det er mig ikke ubekendt, at denne tradition mange steder følges med et overbærende smil. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg i nogle år selv havde svært ved at få mening i den del af ceremonien. Hvis profeten Elias vidste, at jeg boede på en bestemt adresse, og hvis han gerne ville i kontakt med mig, hvorfor skulle han så stille sig uden for døren og ikke banke på? Men så blev jeg mig bevidst, at titusindvis af jøder i hver generation har åbnet deres dør, uagtet at der i visse lande var banditter, der bare ventede på det øjeblik, hvor de kunne trænge ind i jødiske hjem og øve hærværk og lemlæste beboerne. Forventningen om Elias' og dermed Messias' komme var så stærk, at ingen skulle forhindre jøder i at åbne deres døre for dem.
Vi ved, at der ikke kommer messianske tider, hvis vi blot sidder bag lukkede døre med hænderne i skødet. Vi kan alle yde et bidrag til at gøre vores verden en smule bedre og dermed gøre noget for tikkun olam, en verden, der er en lille smule bedre. Om ikke andet kan vi signalere vores længsel efter den verden, hvor gammelt fjendskab bliver afløst af fællesskab, hvor den ene nation ikke mere skal løfte sværd imod den anden, og hvor alle skal kunne nyde frihedens glæder og ansvar ved symbolsk at åbne vores døre ud mod verden.
Det er så en lejlighed til at tænke på de mange, der har trodset ulige vanskeligere forhold, og til at få os til at holde udkig efter, hvor vi individuelt og sammen kan gøre en indsats for tikkun olam, gøre en forskel, der vil bringe os nærmere messianske tilstande."
                 tak til Bent Melchior [ Jødisk Orientering nr 4, april 2009 ]

 

15. 

Sederen indeholder oplæsninger fra Haggada shel Pesach (s. 17)

Ægypterne handlede ondt imod os, og de plagede os, og de pålagde os hårdt arbejde.Da skreg vi til Herren, vore Fædres Gud, og Herren hørte vor røst, og han så vor elendighed, vor møje og vor nød. -  Så gik Moses op til Farao, og sagde, at han skulle lade folket drage ud af Ægypten.

 

16.

Sang 6 : Maher Moshe

 

17.

Haggada beretter så (s.18): - DA FØRTE HERREN OS UD AF ÆGYPTEN MED STÆRK HÅND OG MED UDSTRAKT ARM, MED STOR IMPONERENDE MAGT, MED TEGN OG MED UNDERGERNINGER.
Forestil jer denne fortællings hypnotiske kraft, når den blev fortalt i den fattige mælkemand Tevjes hus i en stetl i Rusland eller Polen.

 

18.        Oplæser fra salen

Farao's hjerte gøres hårdt hver gang Moses og Ahron kommer og kræver af ham, at han skal give folket fri til at vandre ud i ørkenen og holde en fest for Herren.Farao svarer med at give dem endnu hårdere slavearbejde. Før fik de leveret alle materialerne til at lave mørtel og mursten. Nu skal de selv samle materialerne og alligevel producere lige så mange mursten som før. Farao trækker selv plagerne ned over sit hovede ved at gøre sig hård overfor israelitterne. Han kunne jo bare have ladet dem rejse. Men det ville give en forkert opfattelse af hvordan en hersker er skruet sammen i hovedet. Den menneskelige herskesyge er klart udmalet i skildringen af ægyptens ti plager. Men også Guds grusomhed i afstraffelsen af alle ægyptere, skyldige såvel som uskyldige. Derfor kommer jeg til at tænke på hvordan Lévinas, en fransk-jødisk filosof der overlevede holocaust, stillede Gud for retten og stillede meget strenge krav om humanisme af Gud.

 

19.

Ægyptens ti plager må gøres konkrete for deltagerne i sederfesten, så hver eneste omkring bordet kunne være med , og forstå hvilke forfærdelige ting, der skete for ægypterne. Derfor dypper man fingeren i vinen og lade en dråbe gå til spilde for hver plage: Denne skik er første gang beskrevet i en bog af Eleazar af Worms i 1230. Det skulle fremkalde tanken om "Guds Finger", der skabte plagerne. 

1. Blod / dam         
2. Frøer / tsefardea        

3. Utøj/ kinim

4. Vilde dyr/ arov             
5. Pest/ dævær   

6. Bylder/ shehin
7. Hagl/ barad 

8. Græshopper/ arbeh
9. Mørke/ hoshech
10. Ihjelslåen af de førstefødte/
      makat be´horot

                 

     

Hver gang ombestemte Farao sig og nægtede israelitterne at rejse, det endte tragisk med dødsenglens vandring gennem landet. Englen passerede forbi israelitternes døre, der var mærket med blodet fra et lam, men ægypternes førstefødte, dyr som mennesker, blev dræbt.

 

20.

Deraf kommer navnet på Pesach , der betyder forbigangs-festen.

Den 14. i måneden Nissan, ved fuldmåne, skulle israelitterne spise et offermåltid i hast: Haggada'en fortæller: "med bæltet spændt, sko på jeres fødder og jeres stav i hånden. Når jeres børn så vil sige til jer: Hvad betyder denne tjeneste for jer? Da skal I sige: Dette er et pesach-offer for Herren, som passerede forbi israelitternes huse i Ægypten, da Han plagede ægypterne, men Han reddede vore huse!"
 

21.

Så kom befrielsen og man læser i Haggada'en (s.28)

I slægt efter slægt er enhver forpligtet til at anse sig selv for at være draget ud af Ægypten

(melodi af Chaiim Parchi : Bechol dor vador)
              
   Bechol dor vador
    chayav adam lirot et atsmo
    ke'ilu hu yatsa mi'Mitsrayim 

                     
 

22.

Nu kunne det ikke gå stærkt nok: Ægypterne drev stærkt på folket for hurtigt at lade dem drage ud af landet.

Sang 5: Væ hi shæ am.da ( melodi af Chaiim Parchi Vehi Sheamdah )
 (Gud har reddet os - ikke kun én gang har nogen prøvet at udslette os, men han vil redde os)  

Så løftede folket sin dej op, før den var gæret, idet de tog deres dejtrug , indhyllet i deres klæder, op på deres skuldre.Af den dej, som de førte ud af Ægypten, bagte de usyrede kager.

 

23.

Derfor spiser vi Matzot = det usyrede brød - Til minde om, at Israels Folk ikke nåede at få surdej med ud af Ægypten, da folket blev befriet.
Der er en velsignelse knyttet til det at spise matza: "Baruch ata adonaj elohenu melech haolam, asher kideshanu ba'mitzvotav ve'tzivanu al achliat matza"
På dette tidspunkt i sederfesten kan det hænde, at børnene bliver utålmodige. Der skal midt i alvoren være plads til noget lystigt. Det udspinder sig omkring Afikoman-traditionen. Afiku man betyder egentlig "fjern maden". Et stykke matza brækkes af det midterste hele stykke der ligger under det særlige matza-dækken. Det lægges til side synligt, men det snuppes og bortføres af børnene, der skjuler det. Børnene kræver en belønning for at afsløre gemmestedet. Den genfundne afikoman deles og spises. Nogen steder findes en anden tradition beskrevet. Den danske forfatter Meïr Aron Goldschmidt fortæller, at man gemte afikomanen fra det ene år til det næste som en talisman, en beskyttelse mod fare. (Livs Erindringer og Resultater Bd. 1 s. 71-72 )

 

24.

De stakkels ægyptere skulle lide så meget før deres Farao var blevet mør og endelig lod israelitterne vandre. Og så - alligevel fortrød Farao og satte efter folket med sin hær. Men han omkom i havet med heste og ryttere.

  

Sang 8: Betset Israel mi'mitsraim  /  Da Israel drog ud af Ægypten (..) Skælv du Jord, for Herrens ansigt, Han som forvandler klippen til en vandrig sø. (Haggada s. 29, Salme 114)  

Ægypternes skæbne har fremkaldt en anden tolkning af skikken med vindrypningen, nemlig at noget af glæden over befrielsen måtte ofres ved tanken om den faldne fjende. Man skulle ikke glædes over at de var omkommet, fordi de var også Guds skabninger.
 

25.       Oplæser fra salen

Da israelitterne endelig var sluppet ud i ødemarken meldte nye problemer sig.  For første gang møder man Amalek, der bliver en plageånd, der duker op i historien mange gange - f. eks. i skikkelse af den onde Haman i fortællingen om Ester. Et andet problem: hvad skulle man spise og hvor kunne man finde vand? Var det ikke meget nemmere at blive i Ægypten og finde sig i at skulle levere slavearbejde?  Var ødemarken virkelig friheden værdt ?

Da folket kom ud i ørkenen, var der nogle der ville hjem igen. De blev forvirrede. Fra nu af blev friheden temmelig anstrengende, for nu man skulle finde ud af, hvor man hørte til. Men hvor er hjemmet ? Var det i Ægypten ? Der var man jo slaver. Men selv slaver får vand og mad.

Tørsten var den værste, og forestil jer israelitternes store flokke af kvæg og geder, der brøler af tørst. Hvordan skal man kunne tænke i sådan en larm ?

Sultne og tørstige irriterede folket Moses og han bliver vred, og han slår med sin stav på klippen, så der sprang vand frem. Vi vil nu synge sangen om hvordan Moses slog vand af klippen

Sang 7: U.Moshe hika al tsur
 

26.        Oplæser fra salen

Der var andre, der brokkede sig til Moses: de ville tilbage til Ægyptens kødgryder. Siden den tid er begrebet "Ægyptens kødgryder"  blevet symbol på at ægypterne gerne ville overtale israelitterne til at forlade deres tro og blive ligesom de andre og opgive deres identitet og deres frihed. Israelitterne sidder i den ene stue og spiser, mens ægypterne får serveret maden i den anden stue. Duften fra kødgryderne bliver af store afrikanske slaver viftet ind i stuen til israelitterne. Det dufter herligt og lokkende. Det er et billede på, hvordan israelitterne lokkes til at opgive deres identitet og blive lige som deres herrefolk.  Men nu - ude i ødemarken var der naturligvis ikke nogen vej tilbage. Dog tanken om at vende tilbage blev i de 40 år i ødemarken et tilbagevendende uroelement, som kunne gøre Moses vred.
 

27.        Oplæser fra salen

Husker I den fisk, som vi kunne spise i Ægypten? Og agurkerne og vandmelonerne og porrerne og løgene og hvidløgene ?  Nu visner vi hen. Her er intet! Vi har ikke andet end manna'en at se på!  Der var heller ikke nogen af de besværlige spiseregler under slaveriet. Men nu - ude i friheden var der alle de nye spiseregler, som folket havde fået, da man accepterede loven. Ikke koge et kid i dets moders mælk.

 

28.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. glas vin drikkes 

La.shana ha.baah bi.jerushalaiim ha.benujah (Haggada'en s.50) Denne hilsen med ønsket om at man skal mødes næste år i Jerusalem er gennem tiderne blevet tolket forskelligt. De sidste100 år har det været opfattet meget konkret som zionismens ønske om at skabe et nationalt samlingspunkt for alle jøder i diaspora'en. For 60 år siden blev denne drøm realiseret med oprettelsen af staten Israel. I de senere år er det blevet klart, at Israel kan opfattes som jødedommens centrum. Men der er fortsat mange jøder udenfor Israel, der ønsker at kunne leve som minoritet i samfundet. Udviklingen går i retning af en større sammensathed, hvor folk også godt kan lide forskelligheden. Derfor kan hilsenen om " næste år i Jerusalem" i dag godt forstås som et ønske om at realisere ideen om fortsat jødisk eksistens og jødiske værdier i Europa og andre dele af verden uden for Israel.

 

29.

slutningssang sang 12 : E`had mi jodæa

 

30.
 Måltid: spisning af Matzot og Charoset

afslutning

bordsang: Shir Hama'alot (Haggada s. 32, salme 126)

 

Danse: Zaddik katamar, Mezare Yisrael, etc.

 

 

 Elias Ole Tetens Lund