Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Kafka og Bibelen 3 - Babelstårnet og Byvåbenet

   Forfatter: Ilan Bloch; oversat af Elias Ole Tetens Lund

    Babelstårnet

    Den bibelske fortælling om Babelstårnet findes i 1. Mose Bog / Genesis. Men ifølge en midrash begyndte 600.000 mand under ledelse af kong Nimrod at bygge et tårn  for på den måde at nå op til himlen og begynde ern revolution mod Gud. Midrash fortæller os at der var tre slags bygmestre: den første gruppe ønskede at kaste sig ud i en krig med guddommen, den anden gruppe var bønder, der ønskede at rejse gudebilleder for at tilbede dem, og den tredje gruppe ville "stige op til Himlen, og omstyrte dem med ..buer og spyd."  Beretningen fortæller at disse bygmestre var så opsatte på  mål, at de lagde større vægt på byggeprocessen end på de grundlæggende menneskelige værdier.  Midrash beskriver at tabet af en enkelt mursten var årsag til større sorg blandt bygmestrene end et tilsvarende tab af menneskeliv. 
    Da pilene som bygningsarbejderne skød mod himlen vendte blodige tilbage til dem, troede de at de havde slået guddommen. Da det var kommet dertil, sagde Gud til sine engle: "Kom, lad os gå ned og forvirre deres sprog, så at de ikke længere kan forstå hinandens tale."
    Mange slog deres ven ihjel fordi de blev frustrerede over at det var umuligt at tale sammen. Andre fik deres straf udmålt at Gud. Den første gruppe af bygmestre blev spredt over hele verden; den anden blev forvandlet til aber og fantomer og Gud satte den tredje gruppe til at kæmpe mod hinanden, så at de blev dræbt.  Midrash slutter med at fortælle os, at en tredjedel af tårnet sank i grus, en anden tredjedel brændte og den tredje del blev stående.

   Byvåbnet: Et sammenlignende overblik

    Den bibelske fortælling om Babel begynder således: "Og hele verden talte et sprog og brugte de samme ord."  Disse ord forudsætter, at menneskeheden fra begyndelsen levede sammen i harmoni og uskyld. Det blev opretholdt ved det at tale det samme sprog og ved at dele de samme mål. Kafkas tekst begynder derimod meget anderledes: "Da man byggede Babelstårnet, var  alting til at begynde med så nogenlunde i orden, ja ordenen var måske for stor".
    Stillet over for den bibelske tekst giver "Byvåbnet" læseren en fornemmelse af disharmoni og fordærv, som menneskeheden lider under.  "Vejviserne og tolkene" viser at der eksisterer  sproglige barrierer, som er yderligere vanskeliggjort af at det var et faktum, at menneskene fulgte en for stram og stiv plan.
   Den anden forskel, der fremkommer ved at sammenligne de to tekster, er resultatet. I slutningen af den bibelske beretning om Babel slutter bygmestrenes bestræbelser i det fuldstændige nederlag; ifølge denne tekst kan de ikke længere kommunikere og derfor kan de ikke arbejde sammen. Midrash fortæller os, at mange af dem blev dræbt.  Dette er ikke tilfældet i "Byvåbnet". I denne fortælling er bygmestrene snarere kørt ind på et sidespor og bragt væk fra deres mål, for  "denne tanke kan ... ikke mere forsvinde; så længe der er mennesker til, vil også det stærke ønske om at bygge tårnet færdigt eksistere."
   Begge tekster begynder med folket, der arbejder sammen i forfølgelsen af noget konstruktivt. Men mens den bibelske fortælling ender med ødelæggelsen af tårnet og afstraffelsen af bygmestrene, er der i Kafkas historie en skjult forståelse af, at hele byen var nødsaget til af blive ødelagt for at skaffe udfrielse.  Historien slutter med "Alt hvad der i denne by er opstået af sagn og sange, er opfyldt af længsel efter en profeteret dag  på hvilken byen vil blive knust af en kæmpenæve i fem hurtigt på hinanden følgende slag. Det er også derfor byen har den knyttede næve i sit våben."
    Fra et jødisk synspunkt er den gigantiske næve forbundet med forestillingen om  zroah netuyah (den udstrakte arm) med hvilken Gud udfriede israeliterne fra slaveriet i Ægypten. Fortsætter vi med Udfrielsen som tema, kan vi anskue kæmpenævens ødelæggelse af byen  som den ultimative messianske udfrielse. I Kafkas tekst repræsenterer ødelæggelsen frihed for kaos og samfundsopløsning. Der findes religiøse anskuelser om at omfattende ødelæggelser vil gå forud for Messias komme. Det stammer fra profeternes skrifter. For eksempel:" For jeg vil samle alle nationer til kamp mod Jerusalem; og byen skal indtages og husene skal plyndres og kvinderne skal voldtages; og den halve by skal gå i landflygtighed..."  Vi kan her se en forbindelse mellem destruktion og udfrielse i "Byvåbnet" og i traditionelle religiøse anskuelser.
   Historieopfattelsen i "Byvåbnet" afviger stærkt fra det der danner grundlaget for ortodoks jødisk tro. Kafka skriver:

Menneskehedens viden tager til, bygningskunsten har gjort fremskridt og vil gøre flere fremskridt, et arbejde som vi er et år om, vil om hundrede år måske kunne udføres på den halve tid og tilmed bedre, mere holdbart... Snarere kunne man tænke sig, at den næste generation med sin mere fuldkomne viden ville finde den forrige generations arbejde slet og rive det byggede ned for at begynde forfra.

I overensstemmelse med dette syn gør civilisationen og teknologien fremskridt med hver generation. Hver ny generation er nået frem til et højere niveau end den foregående generation og den nulevende generation er nået højere end fortidens generationer. Imidlertid må man se i øjnene at Kafka ikke refererer til menneskenes moralske kvaliteter. På den anden side lægger den jødiske tradition stor vægt på moralske emner. Det er også sådan, at jødedommen ifølge traditionen anskuer historien i sammenhæng med en tro på yeridat haDorot ("en nedstigning i generationerne"). Ifølge denne opfattelse sker der en nedgang i hver generations hellighed fra åbenbaringen på Sinaj, og i takt med dette fald vil deres evne til at skabe forandringer i loven. "Eftersom kæden af tradition strækker sig tilbage til åbenbaringen på Sinaj, så er det en følge at jo længere tilbage i tid en kilde går, jo større er den lovlige autoritet, der er knyttet til den kilde. Det betyder, at Amoraim (de yngre autoriteter) ikke kan afvise en responsum som rabbinerne er nået frem til i Mishnah."

Konklusion

Skønt Franz Kafka i almindelighed betragtes som en fuldstændig assimileret jøde, kan hans værker læses på en sådan måde, at han indlemmer og genfortolker mange jødiske religiøse temaer. Man må forstå, at Kafka havde en positiv holdning til sin jødedom - hans holdning var ikke afvisende eller følelseskold. Han havde en stærk jødisk identitet, ganske vist en højst vanskelig en, og i hans skrifter kan man se en jødisk indflydelse:  "For all his uneasiness with Judaism, [Kafka] seemed the Jewish writer, more than any other since the Hebrew Bible."  Om Kafka skrev som jøde på grund af påvirkning fra chasidismen eller den tjekkisk-tyske antisemitisme forbliver ukendt. Uanset svaret, og selv om man kan læse Kafka uden for jødisk eller religiøs  kontekst, er det klart at der findes en uomtvistelig forbindelse mellem Kafka og jødedommen, og især jødisk mystik.