28. november 2013, Lars Christiansen


Hvem var Walter Benjamin?

Walter Benjamin (1892-1940) var tysk filosof og forfatter. Walter Benjamins forfatterskab blev for alvor opdaget i løbet af 1950erne, og han kom i årtierne herefter til at spille en stor rolle inden for litteratur- og medieforskning.I 1925 skrev Walter Benjamin en afhandling om det tyske barokdrama, der imidlertid blev afvist, hvorfor han etablerede sig som fri intellektuel. I 1930erne tilknyttedes han løseligt Frankfurterskolen, og hans historieopfattelse blev både præget af marxisme og jødisk mystik og messianisme. Da Adolf Hitler kom til magten i 1933, flygtede Benjamin til Frankrig og aflagde mellem 1934 og 1938 flere arbejdsbesøg hos Brecht i Skovsbostrand på Fyn. Essayet Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder fra 1935 er et forsøg på at se mulighederne i de nye medier, i særdeleshed filmen, og deres forankring i dagens massebevægelser. Walter Benjamin mente, at teknikken udvider menneskets opfattelsesevne, samtidig med at den stimulerer såvel tilskuerens kritiske sans som adspredelseslyst. På den anden side understøtter de nye teknikker en samfundsudvikling, der fører til traditionstab og til tab af kunstens aura. Dette huede ikke Benjamin, der i mange henseender forsvarede det overleverede og gamle imod forblændede fremskridtsidéer, hvad hans sidste skrift, Historiefilosofiske Teser, fra 1939 vidner om.

Walter Benjamin om maleriet: Der findes et billede af Klee, som hedder Angelus Novus.
Det forestiller en engel, der ser ud som om den er ved af fjerne sig fra noget, den stirrer på. Dens øjne er opspærrede, dens mund er åben, og dens vinger er bredt ud. Sådan må historiens engel se ud. Den har vendt sit ansigt mod fortiden. Hvor der for vore øjne viser sig en kæde af begivenheder, der ser den én eneste katastrofe, som uafladelig hober ruindynger ovenpå hinanden og slynger dem foran englens fødder. Den ville gerne blive, vække de døde og føje det der er slået i stykker sammen igen. Men fra Paradiset blæser en storm, som har grebet fat i dens vinger og er så voldsom, at englen ikke længere kan folde dem sammen. Denne storm driver den uophørligt ind i fremtiden, som den vender ryggen til, mens ruindyngerne foran den vokser ind i himlen. Det, vi kalder fremskridtet, er denne storm. For den tyske filosof Walter Benjamin er historien et mareridt, som vi først vågner af, når Messias kommer. Benjamin er en af det 20. århundredes vigtigste og mærkeligste tænkere. Snart udkommer et af hans hovedværker på dansk. En efterårsdag i 1940 nåede et lille rejseselskab grænsestationen Port Bou i Pyrenæerne. De var på flugt fra Gestapo i det besatte Frankrig og ville via det neutrale Spanien til Portugal for derfra at sejle til USA, til friheden. En af flygtningene var en mavefør, bebrillet tysk-jødisk intellektuel ved navn Walter Benjamin (1892-1940).Siden nazisterne kom til magten i 1933, havde han boet i Paris, hvor han arbejdede på et mammutværk om byens åndelige, kulturelle og økonomiske liv i 1800-tallet. Han sad dag ud og dag ind på Bibliotheque Nationale og granskede gamle avisudklip, tidsskrifter, reklamer og manuskripter. Han interesserede sig især for de glasoverdækkede butiksarkader, der opstod i det 19. århundrede og senere muterede til de moderne varehuse. Det kan lyde underligt, men Benjamin mente, at hvis man vil forstå en tidsalders inderste drømme, håb og længsler, så skal man studere shopping og mode.

Med sig kan han have haft den færdige udgave af bogen om Paris, Passageværket. I USA ventede en kreds af tyske intellektuelle, der for længst havde forladt Det Tredje Rige, ivrigt på dette arbejde. Denne kreds blev senere kendt som Frankfurterskolen og talte filosoffer som Theodor W. Adorno og Max Horkheimer. Men Walter Benjamin nåede ikke ind i Spanien, for grænsevagterne nægtede det lille selskab indrejse. Som statsløse måtte de vende om, lød beskeden. Den i forvejen fysisk og psykisk nedbrudte emigrant tog en overdosis morfin natten mellem 25. og 26. september. Dagen efter fik selskabet alligevel lov til at passere grænsen, og resten af gruppen nåede til Portugal. Benjamins grav er aldrig blevet fundet. Walter Benjamin var på en sær, dybt original måde optaget af filosofi, litteratur, kunst og æstetik, men også af politik, sociologi og økonomi. Han sværmede for Charlie Chaplin og Goethe, Baudelaire og Talmud. Uanset hvad han beskæftigede med, fortolkede han det ud fra jødisk mystik og teologi, men oftest talte han i et sekulært, ikkereligiøst sprog, der blev mere og mere marxistisk, efterhånden som fascismen vandt frem i mellemkrigstidens Europa. Han granskede historien og kunsten efter guddommelige tegn og messianske forjættelser, som han kaldte den proletariske revolution eller det klasseløse samfund. Benjamin er svær at læse, men mange mennesker verden over har svært ved at lade være. De fleste af os er hverken til jødisk mystik eller marxisme, men Benjamin kan få sine læsere til at se verden på en ny måde. Han var ikke kun optaget af finkultur, men også af yderst profane ting. Således kunne han etablere forbavsende, voldsomt suggererende forbindelser mellem en skobutiks udstillingsvindue og syndefaldsmyten. Adskillige danske læsere ved det allerede, idet flere af hans bøger er oversat. Snart får vi også mulighed for at læse et af hans hovedværker på dansk, nemlig afhandlingen om tysk baroklitteratur, Det tyske sørgespils oprindelse, der blev forkastet af universitetet i Frankfurt, fordi det var for esoterisk.

Ved sin død var han en stort set ukendt, obskur figur. Hans venner, hvoraf mange skulle blive berømtheder for eksempel filosofferne Theodor Adorno og Hannah Arendt samt religionsforskeren Gershom Scholem havde ganske vist umådeligt høje tanker om hans evner, men intet tydede på, at Benjamin mange år senere skulle blive en af de store kanoner, som der holdes internationale konferencer om, hvis tekster indgår som fast pensum på mange studier, og hvis værk er genstand for en manisk, nærmest industrialiseret udforskning. Man læser ham andægtigt som en moderne kirkefader. Og ret beset er der vel ikke noget smukkere for en intellektuel end at dø under forsøget på at redde et manuskript fra at falde i fascisternes hænder? Men det ophøjede støder sammen med det absurde, for flygtningene fik lov til at passere grænsen næste dag. Der er i det hele taget noget mislykket over hans liv. Han kunne ikke etablere sig i den akademiske verden. Han forsøgte i stedet at etablere sig som kritiker og fri forfatter, men var henvist til fattigdom og modgang. Ingen af de tidsskrifter, han planlagde at udgive, blev til noget. Måske derfor var han så optaget af den gamle tyske folkevise om en mand, der føler sig forfulgt af den pukkelryggede mandsling. Hver gang manden foretager sig noget, dukker den pukkelryggede op og ødelægger det: Han drikker hans vin, slår hans køkkengrej itu, og selv når han skal bede aftenbøn, forstyrres han af mandslingen. I folkevisen så Benjamin et billede på vores forfejlede liv, hvor alt går i stykker. Klodsetheden peger på, at noget grundlæggende i tilværelsen er i uorden. Det samme var på færde, mente han, hos Franz Kafka, hvis hovedpersoner synes at være viklet ind i en forbandelse, der ødelægger alt for dem, forvansker alle deres forehavender og ændrer deres forsæt til ukendelighed. Alt er forgæves, uanset hvad de gør, pådrager de sig skyld. Selvom de egentlig ikke kan gøre for det, så er deres skyld ubetvivlelig. Men både i folkevisen og hos Kafka fandt Benjamin håb om, at der bliver rettet op på dette forgjorte liv. Et ganske vist uendelig svagt håb. Benjamins forståelse af Kafka står i gæld til hans ven Gershom Scholem. De mødtes i 1915 i München og boede i de sidste år af Første Verdenskrig i det neutrale Schweiz. Begge kom fra assimilerede, jødiske hjem og ville sammen genopdage deres jødiske rødder. De ville med andre ord vide, hvilken tro og kultur deres forældre havde opgivet for at blive emanciperede, det vil sige ligestillede som tyskere. På dette punkt minder de om Kafka. Scholem tog det så alvorligt, at han blev zionist og emigrerede til Palæstina i 1923. Her blev han bibliotekar og var med til at grundlægge studiet af jødisk mystik på universitetet i Jerusalem. Forgæves forsøgte han at overtale sin ven til at følge efter, men Benjamin tøvede. Han var rundet af tysk kultur og følte sig nært knyttet til Frankrig, især Paris, men studerede samtidig hebræisk og jødisk. Han kom til at betragtede sig som en slags kulturel zionist. Scholem lærte ham om talmudisk tradition, han fik ham til at forstå Kafkas for-tællinger som Aggada, det vil sige religiøse parabler, der tjener og forklarer den hellige lov og lære, Halaka. De er dybt forbundet med jødisk tradition, men samtidig fortvivlet moderne, idet læren, Halaka, glimrer ved sit fravær. Kafkas hovedpersoner er forvildede, desperate mennesker, der insisterende leder efter den lov, der skal forklare deres liv. Aggada og Halaka kan ikke finde sammen, men de søger hinanden. Benjamin levede mellem to krige, og tiden var præget af apokalyptiske stemninger. Filosoffen Ernst Bloch så katastroferne som Messias-veer, og Benjamin slugte hans bog om Utopiens ånd. For Benjamin var Første Verdenskrig et mentalt og kulturelt chok, der annullerede alle de erfaringer og al den dannelse, som den tyske ungdom havde bragt med sig til fronten. Med fascismens vækst i 1920erne og 1930erne måtte den sidste rest af optimisme og fremskridtstro opgives, konkluderede han: Verden bliver ikke gradvist mere fornuftig og human, den er tværtimod nu som før i grumme, mytiske magters vold. Man har intet forstået, hvis man undrer sig over, at sådan noget som fascismen stadig er mulig i et oplyst, moderne samfund. Benjamin fik kommunistiske sympatier her var der måske håb? og han udviklede et nært venskab med dramatikeren Bertolt Brecht. Men han holdt sig klogeligt på afstand af sværmeri for Sovjetunionen. Brecht var ivrig efter at gøre Benjamin til ortodoks marxist, mens Scholem ivrigt trak i den anden retning: I Benjamin håbede han på den store fornyer af jødedommen. Hvad gjorde Benjamin i den situation? Han gjorde det, som blev skitseret foroven. Han gik over til at tale om Messias og forløsningen i marxistiske vendinger. Han nåede frem til, at marxismen blot var en sekularisering af den jødiske historieopfattelse. Hannah Arendt, som han omgikkes i Paris i 1930erne, kaldte ham for den mærkeligste marxist, som denne bevægelse nogensinde havde frembragt. Af sit århundrede havde han lært at betragte historien som et mareridt, vi først vågner af, når Messias kommer. Men forløsningen er ikke kronen på værket, den er ikke det logiske resultat af en udvikling, men et fuldstændigt omslag, en afbrydelse: Ethvert sekund kan være den lille port, som Messias træder ind ad.Efter hans død fandt man det store ufuldendte manuskript om Paris i det 19. århundrede i Bibliotheque Nationale. Det blev udgivet i 1982 under titlen Passageværket og udkom for en snes år siden i dansk oversættelse. Man fandt også en akvarel af maleren Paul Klee, Angelus Novus, som han erhvervede sig i 1921 og slæbte med sig rundt i mange år. Han blev aldrig færdig med at fortolke Klees motiv, der spiller en hovedrolle i den sidste tekst fra hans hånd, de såkaldte Historiefilosofiske teser fra foråret 1940, der er skrevet under indtryk af Hitler-Stalin-pagten, som syntes at lade alt håb ude for Europa. Angelus Novus bliver her historiens engel, der drives frem af en storm fra Paradis, mens den kigger tilbage på katastroferne, som hober sig op gennem historien. Bag melankolien og desperationen gemmer sig en gammel idé fra jødisk mystik om Tikkun. Det er forestillingen om, at alting skal heles og samles på den yderste dag, hvor den harmoniske verden fra før syndefaldet genoprettes, og alting falder på plads. Ifølge kabbalaen var Guds attributter engang indeholdt i kar, men disse kar splintredes, og deres indhold blev spredt til alle verdenshjørner. Når disse stumper igen er samlet til et hele, indtræffer omslaget. For Benjamin blev denne tanke afgørende. Han så sit eget arbejde i lyset af den: I sine værker ville han registrere og samle disse oprindelige, guddommelige gnister, som han fandt så forskellige steder som i Kafkas dystre parabler, tysk barok og Paris butiksarkader. Når gnisternes kraft er frigjort, vil den pukkelryggede ikke længere sabotere alle vores forehavender: Mandslingen er fanget i det forvanskede liv. Det vil forsvinde, når Messias kommer, om hvem en stor rabbiner har sagt, at han ikke vil ændre verden med magt, men blot rykke den en lille smule til rette.

Lars Christiansen er ph.d. i tysk fra Aarhus Universitet. Anmelder ved Kristeligt Dagblad. Skribent og oversætter. Er medforfatter til den meget omtalte debatbog Gudløse hjerner fra 2009.