Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Theodor Herzl: Das Neue Ghetto

1898  skrev Theodor Herzl teaterstykket Das neue Ghetto, og det blev sat op på Carlteater i Wien. Stykkets hovedperson er den tragiske sagfører dr. Jacob Samuel. Han forsøger forgæves at bryde ud af den sociale ghetto, men står ene i sit ægteskab med den blonde Hermine. I den sidste scene duellerer  han for at forsvare sin ære som jøde, men bliver dræbt. Hans død skulle vise, at jødernes situation i det oplyste Europa var uholdbar ( Amos Elon s. 110)

Det følgende er nogle uddrag fra Leif L. Albertsen: Theodor Herzl som Dramatiker:

Wasserstein ankommer i begyndelsen af Das neue Ghetto i slidt tøj, som en filosof måske kan tillade sig det, men han er skam ikke filosof, han er en kapitalist, der p.t. sidder i uheld. Kapitalistisk set gør han følgelig en komisk figur, og denne mangel på ydre ære understreges af hans upolerede sprog. Men Wasserstein har jo ikke været fattig ret længe, han er en nouveau pauvre. (...)

(...)At løsningen ikke tilfredsstiller, i al fald ikke endnu, lægger det nær for en søgende ånd som på dette tidspunkt Herzl at ty til skuespillet med dets ufærdighed frem for traktaten med dens entydige følgeslutninger. Netop slutningen på et skuespil kan være åben i stedet for at bringe en entydig opbyggelig morale. Den ufærdige slutning, som den også præger Das neue Ghetto, er et af udtrykkene for en litterær kode, der ikke for læseren åbenbares i en sluttelig katarsis, men forbliver uløst, som vi skal se det nedenfor(...) Slutningen bringer ingen løsning. Vi forventer traditionelt, at en handling ender med at gå op, om det så skal være på tragisk vis. I det seneste århundredes litteratur er denne tillid til, at verden kan skildres, så den hænger sammen, sløjet af. Gåderne bliver ikke løst. For et skuespil er en sådan mangel på konvention på grænsen til det fornærmende. (...)

Årsagen til denne mangel på færdighed er den, der gør Das neue Ghetto til et moderne drama. Når i gamle dage helten døde i sidste scene, døde han mere eller mindre stolt og stædig for en sag og som en slags martyr. Jacob Samuel på sit dødsleje er moderne ved ikke helt at være sikker på, hvordan det gode er, som han ofrer sig for. Herzl selv blev martyr, fordi han efter sin død blev symbol for en ung bevægelse, der har brug for martyrer og andre lederskikkelser. Andre før ham havde en Gud at tro på, men Jacobs fremtidsvisioner svarer ikke til Guds og Friedheimers.

Dilemmaet findes 40 år senere i Brechts Der gute Mensch von Sezuan, der viser, at hvis man er ubetinget næstekærlig, går man bare til grunde. Man er nødt til at spalte sig selv og indimellem være kynisk og egoistisk. Og er det en god morale på historien? Brechts stykke ender med en fortvivlet klage ad spectatores:

Verehrtes Publikum, los, such dir selbst den Schluß!
   Es muß ein guter da sein, muß, muß, muß!

Brecht følte selv det ufærdige i denne symbiose af kunst og ærlighed og forsøgte sig med andre slutninger. Herzl gør noget lignende. Hans tale til efterverdenen forbliver uklar og i chiffersprog, mellem mur og næstekærlighed, fordi den samtidig er en naturalistisk dødskamp (IV 8):

(Stärker) Juden, meine Brüder, man wird Euch erst wieder leben lassen - wenn Ihr ... Warum haltet Ihr mich - so fest? ... (Murmelt.) Ich will - hinaus! ... (sehr stark.) Hinaus - aus - dem - Ghetto! (Schlägt mit beiden Armen in die Luft, fällt zurück und stirbt.)

Dette er versionen i Ausgabe letzter Hand, nemlig på eget forlag og i 1903, et år før Herzls død, samtidig en udgave, der selv kalder sig 2. oplag og bortset fra første titelblad synes et titeloplag fra noget tidligere, tro mod sin karakter af mere litteratur i koder end traktat med fast forkyndt politik. Den afskedsreplik, der citeres hos Amos Elon (s. 110 i den danske udgave), lyder mere programfast:

Jøder, mine brødre, der vil komme en tid, hvor de vil lade Jer leve - når I forstår,
  hvordan man skal  dø ... (mumler) jeg vil ud ... (med al sin kraft) ud! ud af ghettoen!

Kafkas lader sin hovedperson i Processen være den, der gøres til offer for kræfter, som han ikke har mulighed for at påvirke til trods for, at han fuldt og helt har tilegnet sig den europæiske dannelse og kulturelle fernis og kan gennemskue de andres leven på kompromis. Kafka lader alt håb ude. Herzl lader dog sin helt tro på noget godt, uden at lade ham være sikker i sin tro, i det øjeblik han dør.

Sigmund Freud oplevede forestillingen og den fik øjensynlig en betydning for en drøm, som han har underkastet en indgående tydning. Drømmen ligesom teaterstykket handlede om udfrielsen af jøderne fra en betydelig fare.