Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Kirkens kritik af Jødedommen / Dørvogteren

    I samtalen med Josef K siger præsten, at dørvogteren er enfoldig, og at  "han ikke kender det indre af loven, men kun den vej, som han hele tiden skal skridte af foran indgangen. De forestillinger, han har om det indre, anses for barnlige, og man antager, at han selv er bange for det, som han vil gøre manden bange for..."
   Kafka, der dagligt oplevede omverdenens had, reflekterer over det pres, der blev lagt på de europæiske jøder fra den kristne Kirkes side: Den fortæller utrætteligt, at jødedommen er en lovreligion uden indre frelsesbudskab. Det fik jøder til at konvertere til kristendommen i et håb om at blive accepteret som ligeværdige borgere i landene - i en tid, hvor ekstreme politiske kræfter definerede jødedom som biologisk, der skulle fjernes fra Europa. Den danske rabbiner Bent Melchior har i en helt anden situation forklaret, at Torah er  blevet betragtet som det ydre sæt af leveregler, som skulle give klarhed og kundskab; men i virkeligheden er de intet værd, med mindre mennesket har nøglerne til at åbne adgangen ind til Torah, hjertets følelser.

     Det er en kritik, som også Lévinas gør op med i sin artikel om jødedommen.   ".. ordet "monoteisme" angiver en række betydninger, hvorfra det Guddommelige, hinsides enhver teologi eller dogmatik, kaster sin skygge over Barbariets ørken: at følge det Allerhøjeste; kun at være tro mod det Ene; at være mistroisk over for den myte, der bekræfter det fuldbyrdede, sædvanens eller jordens bånd, eller den machiavelliske stat og dennes statsræson; ... intet er højere end at nærme sig næsten; end bekymringen for  "enken, den faderløse, den fremmede og den fattiges" skæbne; ... det er her på jorden, mellem menneskene, at åndens eventyr folder sig ud; det er traumet fra min trældom i Ægypten, der udgør selve min menneskelighed - det som umiddelbart forbinder mig med alle proletarer, alle ulykkelige, alle forfulgte her på jorden; selve min egenart findes i ansvaret for det andet menneske: jeg kan ikke overgive dette ansvar til nogen..."  (Taureck s. 14)