Kafka: Foran Loven -  hypertekstualiseret af Elias Ole Tetens Lund

Kritik af belæringen i domkirken  (skitse!)

 Den gejstlige tvinger Josef K. til at acceptere en forståelse af teksten Foran Loven - ikke som en fortælling om manden og dørvogteren - men som en fortekst til loven: Han kritiserer ham for ikke at have tilstrækkelig agtelse for teksten, som han kalder "skriften". Det er den gejstlige, der dikterer læsningen. Josef K. er på "udebane". Men han indtager det sunde standpunkt, at dørvogteren har ført manden bag lyset. Han identificerer sig med manden fra landet. Men den gejstlige afviser ham og fokuserer på dørvogterens opgave.

Manden fra Landet er uden ansigt  og netop derfor falder han i med fremmedgørelsen. Han er Fremmed, men vil gerne indynde sig hos dørvogteren og bliver derfor med Lévinas ord "paradoksalt fremmedgjort". Han bliver præget af det ensidige samvær med dørvogteren. Hans måde at opleve virkeligheden på ændres fra den umiddelbare sansning af medmenneskelige forhold. Overdragelsen sker gennem  påtryk af måder at opleve verden på, gennem dominans og gennem terror: Det særegne ved individet reduceres til det almene.

Mørket i domkirken gør, at har er fysisk afhængig af præsten. Han erklærer i begyndelsen af deres møde, at præsten "er en undtagelse blandt alle dem, der hører til retten. Jeg har større tillid til dig end til nogen som helst af dem, så mange jeg ellers allerede kender. Dig kan jeg tale åbent med." Men præsten afviser ham med henvisning at retten ikke vil vise interesse for den enkelte person.