Jødiske filosoffer

Jødiske filosoffer efter Holocaust:

Dagbog Bd. IV s. 532 – 540

i anledning af 50-året for de sovjetiske troppers befrielse af Auschwitz.
læsning af Rubinstein og Emil Fakenheim.
samtaler med elever.

Steven T. Katz skriver i: Jewish philosophers (1975, Keter Publishing House Jerusalem)

om mange, meget forskellige syn på Holocaust:
(her refereret fra min dagbog side 532-532) :

1. Holocaust er som andre tragedier. Det rejser spørgsmålet om det ondes eksistens. Hvorfra kommer det onde? En emblematisk fortælling: Rabbinere som forsamles i Auschwitz og i deres angst og lidelse indleder en retssag mod Gud. Hvorfor lod Du dette ske? Der fældes dom over Gud. Derefter indleder man en gudstjeneste.

(Teodicé: Ord skabt af filosoffen Leibniz (1646-1716) som betegnelse for forsøget på at forklare, hvordan troen på en almægtig gud kan fastholdes på trods af lidelsens og det ondes eksistens. Inden for religionssociologien bruges ordet som betegnelse for de religiøse forklaringer på erfaringer og begivenheder, som truer et menneskes eller en gruppes betydningsunivers. Sådanne forklaringer anvendes fx i forbindelse med død, sygdom og naturkatastrofer, således at sådanne begivenheder kan fortolkes som meningsfyldte eller som en del af en større orden. Kilde: https://www.religion.dk/leksikon/teodicé )

Elie Wiesel: ”I dag bad jeg ikke mere. Jeg var ikke længere i stand til at sukke. Jeg følte mig tværtimod meget stærk. Det var mig, der var anklager. Og den anklagede var Gud. Mine øjne havde åbnet sig, og jeg var ene, frygtelig ene i verden, uden Gud, uden mennesker. Uden kærlighed eller barmhjertighed. Jeg var ikke andet end støv, men jeg følte mig stærkere end den almægtige, som mit liv så længe havde været knyttet til.”
(Elie Wiesel onbeing.org/blog/evil-forgiveness-and-prayer-elie-wiesel )

2. Holocaust er straf for synd. Israels Folk var skyldig og Holocaust var en retfærdig straf.
Det er sammenkoblingen af Holocaust med den bibelske sætning. ”på grund af vore synder blev vi fordrevet .. led vi..”

3. Holocaust er den mest yderligtgående soning af andres skyld (vicarious atonement)
Her anskues Israels Folk som den lidende tjener, der lider for synd, der er begået af andre.

4. Holocaust opfattes som beviset på, at ”Gud er død”. Hvis der havde været en gud, ville han have forhindret Auschwitz. Når han ikke gjorde det, viser det, at gud ikke eksisterer.

5. Holocaust er et uforståeligt mysterium. Som det forholder sig med alle Guds veje overskrider det den menneskelige forstand og det kræver tro og stilhed.

6. Holocaust er topmålet af menneskelig ondskab, og det er prisen som vi må betale for friheden. Moderniteten er forbundet med friheden og flugten fra friheden. Auschwitz kaster skammen på mennesker – men den lader Gud være uden skyld.

7. Holocaust er udtryk for Guds formørkelse (Eclipse of God) – der er tider, hvor Gud er fraværende fra historien.

Det griber også ind i to meget forskellige gudsopfattelser inden for jødedommen: Den ”rationalistiske” tro på Gud, der har fjernet sig fra verden, hvor Gud har skabt verden, men derefter har ladt den skøtte sig selv. Her over for er ”mystikernes” gudsopfattelse, der siger, at Gud er nærværende og at Gud bekymrer sig om sine skabninger.

Tanken om "Guds formørkelse" griber ind i den jødiske mystik. Især chasidismen var en folkelig religiøs bevægelse,

der vendte sig bort fra den meget regeldominerende rabbinske jødedom. Chasidernes ledere var alle inspireret af Rabbi Baal Shem Tov (1698 - 1760)
Den østeuropæiske jødedom rummede flere retninger, men chasidismen fik stor betydning. I det 20. århundrede - før holocaust - blev chasidisk lærdom taget op af bl. a. filosoffen Martin Buber og Hillel Zeitlin. Også forfatteren Franz Kafka blev optaget af de østeuropæiske jøders litteratur og teater.
Kafka bliver i romanen Processen optaget af tanken om Guds formørkelse. Hovedpersonen Josef K. knytter sig til en statsadvokat Hasterer, som alle frygter og ser op til, men som – når det virkelig gælder og der er brug for hans hjælp – fuldstændig skjuler sig.